HVORNÅR BLIVER I FÆRDIGE?

19/09-2019

Det spørgsmål dukker jævnligt op, når talen falder på regionernes indsats mod jordforurening. Men, som Pouel Pedersen konstaterer i det lille skrift om jordforurening i serien Miljøets fodspor: ”Alle ved nu, at bekæmpelsen af jordforureningen og dens skadevirkninger ikke længere er en opgave, der kan påregnes afsluttet inden for et begrænset åremål med oprensning af et givet antal kemikalielossepladser”.

Der er flere grunde til, at regionernes opgave på jordforureningsområdet aldrig slut­ter. En af dem er, at regionen kun skal afværge forureninger, som udgør en risiko i forhold til grundvand eller arealanvendelse og senest også overfladevand eller natur. Regionen skal altså ikke nødvendigvis rense op. Ofte efterlades der en restforurening, som nu ikke længere udgør en risiko.

Andre forureninger udgør ikke nogen risiko for mennesker og miljø. De får lov til at blive liggende, når de er kortlagt – indtil byggeprojekter eller andre aktiviteter gør det nødvendigt med en indsats. I den situation har regionen en opgave med at vurdere, hvad der skal til, for at forureningen ikke kommer til at udgøre et problem. Dén opgave slutter aldrig.

Desværre oplever vi også, at flere forureninger dukker op og forlænger den i forvejen lange liste over lokaliteter, regionerne skal undersøge. Det kan være kendte forurenin­ger, der bliver herreløse, men oftere er det ukendte gamle forureninger, som bliver fundet f.eks. ved anlægsarbejder. Så længe flere forureninger kommer til, vil der være en opgave for regionerne.

Nye stoffer er en anden problematik, der bliver ved med at skabe nye udfordringer. Et eksempel er PFAS, som vi kan læse om i dette nummer af Miljø og Ressourcer. Stofferne udgør et langt større miljø- og sundhedsproblem, end man tidligere har troet. Vi afventer nu, at Miljøstyrelsen fastsætter et nyt kvalitetskriterie, efter at EFSA i december fastsatte en langt lavere TDI for to af stofferne. Der anvendes over 100.000 forskellige kemiske stoffer i Europa, og der kommer hele tiden flere til. Vi har næppe fået den sidste overraskelse her.

Et andet eksempel er den stigende erkendelse af, hvor stor opgaven med pesticid­punktkilder kan blive. Mange forestiller sig, at pesticidpunktkilder er depoter, hvor rester af pesticider er gravet ned, sådan som myndighederne foreskrev det for årtier siden, eller opfyldte vandhuller og mergelgrave. De findes naturligvis, men vaske-og fyldepladser, som findes på de fleste landbrug, er også en hyppig kilde til punkt-forurening med pesticider. Pladserne har ikke været indrettet med fast bund og opsamling, og håndteringen af pesticiderne har ikke levet op til de krav, vi har i dag. Vi kender endnu ikke omfanget af den opgave.

Regionerne arbejder hver dag på at nedbringe den pukkel af efterladte jordforureninger, som udgør en risiko for grund­vand og arealanvendelse. Snart skal vi også i gang med forureninger, der udgør en risiko for vandmiljøet, og forhåbentlig kommer der også finansiering til, at vi kan gå i gang med de enorme forureninger på Harboøre Tange, i Kærgård Klitplantage og i Grindsted. Spørgsmålet er ikke, hvornår regionerne bliver færdige med jord-forureningsopgaven – det er en vedvarende og dynamisk opgave, hvor prioritering af ressourcerne til stadighed spiller en stor rolle.