40 år med AquaConSoil

Det var min anden AquaConSoil-konference i træk, og en af mine primære konklusioner i forhold til konferencen i Prag var, at vi er gået fra laboratorieskalaforsøg med PFAS- rensning til, at der nu er sket en lang række pilotskalaforsøg – vores branche leverer endnu engang, og det er positivt i forhold til den udfordring, vi står overfor.

PFAS-afværge: Én løsning kommer sjældent alene

Gennem en lang række forskellige sessioner på konferencen var det tydeligt, at idéer til afværgeløsninger for PFAS er mange, men også at der er behov for mange forskellige typer løsninger.

Teknologier til vand/perkolat mv.:

• Phytoremediering i "constructed wetlands" (kunstige vådområder placeret i en PFAS-påvirket flod) viser lovende resultater, og højst usædvanligt bedste resultater for kortkædede PFAS. De bedste resultater, altså den største overførelse af masse til "skud" frem for rødder ses ved lavt saltindhold. 
• Kombinationen af biochar og phytoakkumulering håndterer både lang- og kortkædede PFAS. Biochar iblandes jorden og binder de langkædede PFAS. Efterfølgende tilplantes jorden med planter, der særligt optager de kortkædede PFAS. Biochar kan fremstilles af forskellige typer biomasse, fx gennem pyrolyse af planter, der har været anvendt til at optage PFAS, men også af fx spildevandsslam. 
• Kombination af flere teknologier, hvor man udnytter synergien kan give intelligent afværge. Fx giver visse teknologier (FluoroFIX/RegenIX) en PFAS-holdig kaustisk affaldsstrøm. Denne affaldsstrøm kan nyttiggøres til HALT (Hydrothermal Alkaline Treatment), som netop har behov for tilsætning af en kaustisk væske. HALT-teknologien udmærker sig i øvrigt ved at være effektiv for Trifluoreddikesyre (TFA). Alt i alt giver kombinationen af teknologier en reduktion i affald, lavere driftsomkostninger samt reducerede transportbehov og -omkostninger. 
• Anvendelsen af elektrokemisk oxidation på en opkoncentreret væske har vist lovende resultater. Teknologien er god til høje koncentrationer og lavt volumen, og den er derfor oplagt at anvende efter en teknologi, der opkoncentrerer, fx skum- eller boblefraktionering. I forhold til de kortkædede PFAS, som altid er en udfordring, vil en længere behandlingstid også hjælpe med nedbrydningen af disse, såfremt de indgår i den opkoncentrerede væske. Oplægsholder vurderede, at dette bliver en "hyldevare" indenfor 5 til 10 år. 

Teknologier til jord: 

• Kombinationen af jordvask med skum eller bobler viser lovende resultater til at fremme fjernelsen af PFAS fra jord. Hertil kommer tilsættelsen af fx ethanol til vaskevandet. Der var hele 4 præsentationer omkring jordvask i kombination med bl.a. bobler, men det skal dog bemærkes, at det kun var det danske MUDP-projekt, som Rambøll og Norrecco står for, der havde jordvasket i større skala (dog uden brug af skum/bobler). 
• Termisk rensning af jord - begge de teknologier, der har været testet på PFAS-centret i Korsør, blev præsenteret på konferencen. Der er ingen tvivl om, at termisk rensning kan anvendes, også til PFAS. Vi har brug for at blive klogere på, hvilke koncentrationsniveauer man skal op på, for at det kan "betale sig". 
• Smoldering-forsøg med jord fra Forsvarets lokalitet i Oksbøl blev også præsenteret sammen med erfaringer fra større skalaforsøg i USA og Canada. Præsentationen sluttede med et løfte om, at næste skridt er in situ smoldering. 
• Immobilisering i jord. RemBind og lignende produkter har været på markedet nogle år, men der har været en vis skepsis for, "hvor længe" RemBind binder PFAS i jorden. De gav selv en præsentation, hvor de henviste til studier, som viste, at PFAS bindes tilfredsstillende i op til 1.000 år. 

Som det er tydeligt fra ovenstående, er der ingen tvivl om, at der ikke vil være en enkelt løsning, der kan klare alt. Ordet "treatment trains", altså brugen af flere rensemetoder i kombination, blev nævnt igen og igen. Typisk vil det første trin være en teknologi, der opkoncentrerer forureningen i et mindre volumen, hvorefter dette mindre volumen behandles med en anden teknologi. Eventuelle restfraktioner destrueres, og der kan være behov for et "poleringstrin", som håndterer fx kortkædede PFAS. 

Der blev fortalt om mange andre teknologier, end dem der er listet herover, fx bioremediering og sonolyse. Det var dog primært laboratorieskalaforsøg, så håbet er, at vi til næste AquaConSoil er kommet nærmere fuldskalaløsninger for disse teknologier.

Undersøgelse af PFAS-lokaliteter

Flere præsentationer handlede om erfaringer med undersøgelse af PFAS, og nogle af de lokaliteter, der blev præsenteret, har PFAS-niveauer, vi sjældent ser i Danmark. Der var især fokus på forskellige former for "finger printing", hvor man gennem analyser vurderer forureningssammensætningen på den undersøgte lokalitet med fx nabolokaliteter. 

Én præsentation omhandlede undersøgelsen af PFAS på en tidligere forsvarslokalitet, og de lektier rådgiveren havde lært:

1. Bor aldrig gennem et kildeområde: Kildeområdet havde PFAS-indhold på 1.000.000 ng/l, og boringen forurenede den underliggende akvifær.
2. Vi er nødt til at ændre vores konceptuelle forståelse. PFAS opfører sig anderledes end andre kendte forureningsstoffer. De er langsomme i den umættede zone og hurtige i akvifæren.
3. PFAS opfører sig lidt som en LNAPL: Man kan få en fane med flere hotspots, fordi der sker en periodisk udvaskning af PFAS fra kildeområdet. Den såkaldte "smear zone" (udtværingszone) kan være større end den overliggende jordforurening. 

Resultater fra undersøgelse af træringe viste overenstemmelse med kendt forureningsperiode. Foto: Julie Kofoed

En anden præsentation fortalte om undersøgelse af PFAS i træringe, som med succes kunne identificere en forureningsperiode, særligt i egetræer. Således var en kendt forureningsperiode fra 2012–2020 i fuld overensstemmelse med de fund, der blev gjort i træringene. 

Studier viser, at vandtransporten i træer primært sker i det såkaldte "splintved" (sapwood), altså træets ydre lag, og det er derfor, man kan sætte lighedstegn mellem fund i disse lag og de år, hvor forureningen er sket. 

Det blev bemærket i præsentationen, at man skal have en vis mængde træ at analysere på for at få detektionsgrænsen ned. Derfor er det nødvendigt at fælde træerne for at kunne gennemføre disse analyser.

Hvor bæredygtig er vores nuværende tilgang til PFAS?

Hans Slenders præsenterer en afvejning mellem de positive effekter af lave grænseværdier og de negative effekter af at håndtere forurening i henhold til disse grænseværdier - Foto: Julie Kofoed.

På konferencens dag 2 blev ét af key note oplæggene givet af Hans Slenders fra Arcadis i Holland. Hans Slenders er en velrespekteret rådgiver, som også tidligere har givet key note oplæg på bl.a. NordRocs i 2022.

Der er ingen tvivl om, at Hans Slenders er kritisk over for de meget lave grænseværdier vi har, bl.a. i Danmark. Hans synspunkt er, at PFAS på nuværende tidspunkt er så udbredt i vores miljø, at vi langt hen af vejen må leve med det.

Som andre før ham fremhæver han, at regulering virker; således er indholdet af PFOS og PFOA i nederlandske floder faldende. 

I Nederlandene har man desuden også foretaget studier af PFAS-indholdet i æg fra fritgående (hobby) høns. Ifølge Hans Slenders er det indhold, man påviser relateret til de antropogene baggrundsniveauer og ikke som hidtil troet til påvirkning fra punktkilder. Det har i øvrigt ført til, at det frarådes, at man spiser æg fra disse høns – overalt i Nederlandene.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det antropogene baggrundsniveau i Nederlandene er noget højere end det niveau for diffus forurening, som vi ser i Danmark. Det skyldes især, at der i Nederlandene og Belgien har været produktion af PFAS. Det har vi aldrig haft i Danmark.

Dette udelukker dog ikke, ifølge Hans Slenders, at vi håndterer punktkilderne, men denne håndtering skal give mening, og gevinsten ved at nå ned på meget lave grænseværdier modvirkes, ifølge ham, af de negative effekter, der er fra håndteringen (se billede). I den forbindelse sætter han bl.a. spørgsmålstegn ved, hvor robust vurderingen af tolerabelt dagligt (ugentligt) indtag fra det Europæiske Fødevaresikkerhedsagentur (EFSA) egentlig er. Han henviser også til den noget anderledes håndtering i EU's Fødevaredirektiv, hvor grænseværdier fastsættes ud fra, at 95 % af fødevarerne overholder grænseværdierne. 

Det var ikke kun PFAS

Selvom denne artikel primært har haft fokus på PFAS, var der andre emner, der fyldte på konferencen. Men med ca. 5-6 spor pr. session var det et spørgsmål om prioritering. Af andre interessante oplæg/emner kan nævnes:

• Kombination af forskellige teknologier til fjernelse af chlorerede opløsningsmidler.
• Reaktive barrierer som renseteknologi i forbindelse med vandløbspåvirkning.
• Fokus på bæredygtighed i arbejdet med oprensning af jordforurening, fx gennem nyttiggørelse af forurenet sediment.

Flere danske indlæg

Der var flere danske indlæg på konferencen, men der er ingen tvivl om, at der er plads til endnu flere, bl.a. talte nogle af de danske deltagere om den påfaldende mangel på fokus på porevand, som fylder mere og mere, når vi danskere mødes, fx i ATV-regi. Så det kan kun være en opfordring til, at flere danske regioner og rådgivere indsender abstracts til disse internationale konferencer, for vi har helt sikkert noget at bidrage med. 

Kommunikation er vejen frem

Til slut vil jeg fremhæve, at vi også havde et dansk islæt i form af en workshop om risikokommunikation (som jeg desværre ikke selv deltog i). Det var Nina Tuxen, Region Hovedstaden og Paula Hammer, Bispebjerg Hospital, der stod for den, og den var velbesøgt og, efter hvad jeg hørte, også velgennemført.

Hele vinklen omkring, hvordan vi kommunikerer til offentligheden om vores arbejde, var noget der gik igen i flere af key note oplæggene og ikke mindst i de spørgsmål, der blev stillet, bl.a. af Paula Hammer, som med sin lægefaglighed havde fokus på de mindre heldige nedbrydningsprodukter, der kan dannes ved PFAS-rensning.

Jeg blev særligt inspireret af Jake Hurst fra Arcadis, der sagde følgende, "We spend our time preventing contamination from reaching the public – it very rarely does – and we need to communicate that".