Det handlede om risiko

Nordisk samarbejde

Som altid til NORDROCS blev mandagen brugt på et par dyberegående kurser for dem, der var interesserede. Selv var jeg dog en del af et møde, hvor Miljøstyrelserne og andre myndigheder fra de nordiske lande benyttede chancen til at få talt sammen på tværs.

På mødet var der særlig fokus på forskellighederne i lovgivningerne i landene - som er store. Men også udfordringerne - som er mere enslydende. 

Især det kommende Soil Monitoring og Resilience Directive (også kaldet Soil Monitoring Law, SML), som er på vej gennem EU-systemet, giver nye perspektiver på jordforurening, og der var bred enighed om, at et samarbejde omkring udfordringerne ved implenteringen af direktivet vil give alle værdi.

 

Mere Soil Monitoring Law

Åbningssessionen på selve konferencen tirsdag den 10. september gav alle deltagerne indsigt i den kommende Soil Monitoring Law, da Åsa Valley, fra Naturvårdsverket (den svenske Miljøstyrelse), fortalte om de forskellige forslag, der ligger til direktivet fra hhv. EU-Kommissionen, Ministerrådet og EU-Parlamentet. Næste trin i EU-processen er den såkaldte trilog-forhandling, hvor de tre parter skal nå frem til et fælles forslag til direktivet.

Centralt i den del af det kommende direktiv, som handler om jordforurening, er netop risiko. Der skal ske en risikohåndtering i forhold til arealanvendelsen, og generelt skal indsatsen være risikobaseret. Direktivet indeholder principper for risikovurdering, men det er de enkelte medlemslande, som fastsætter deres egen risikovurderingsmetode med mulighed for inddragelse af særlige lokale faktorer. Derudover indeholder direktivet bl.a. krav om opgørelse af muligt forurenede og forurenede grunde. Et andet vigtigt element er monitorering af tungmetaller og visse andre forureningskomponenter, som det enkelte land selv udvælger, så man får styr på sine baggrundsniveauer. I Danmark vurderes det, at der skal udtages mellem 500 og 1.500 jordprøver i den forbindelse. 

Efter Åsas præsentation var der en paneldrøftelse, hvor deltagere fra de forskellige landes Miljøstyrelser drøftede de udfordringer og muligheder, der ligger i den kommende implementering af direktivet. Her skal det særligt bemærkes, at to af de lande, der deltog i paneldebatten, Norge og Island, ikke er EU-lande, men at de i realiteten implementerer meget EU-lovgivning alligevel, herunder miljølovning. Og det vil formentlig også være tilfældet her. 

Særligt Island vil blive udfordret af det nye direktiv. Både i forbindelse med debatten og ved et oplæg i en senere session blev det tydeligt, at Island er i sin "barndom", når det kommer til jordforurening. Deres jordforureningslov er fra 2020, og derfor er forureninger fra før denne dato ikke omfattet af forureneren- betaler-princippet. Deres grænseværdier er kopieret fra den Nederlandske model, som jo er en rigtig fin tilgang, bortset fra at den vulkanske jord på Island har baggrundsværdier for visse stoffer, som overstiger disse kriterier. Samtidig er det faglige miljø omkring jordforurening på Island meget lille, og dem, der er, har primært gjort deres erfaringer i andre lande som f.eks. Sverige og Australien. Noget så simpelt som en PID-måler var ikke at finde på Island, før den første blev indkøbt omkring 2019. 

De tre EU-lande, Sverige, Finland og Danmark vurderer alle, at implementeringen af direktivet kun vil give mindre udfordringer, da de forslag, der ligger, alle er i nogenlunde overenstemmelse med de eksisterende tilgange. Direktivet giver mulighed for en fleksibel tilgang, og særligt Danmark og Sverige er langt med deres opgørelser over muligt forurenede og forurenede grunde. 

Noget af det, der er nyt i direktivet, er imidlertid et øget fokus på bæredygtighed. Som altid når det ord nævnes, er det dog et ret "fluffy" begreb, og det er netop her, at et nordisk samarbejde, om hvad vi inddrager i begrebet, vil være en stor gevinst. 

Vi kommer ikke udenom PFAS

NORDROCS bød selvfølgelig også på indtil flere sessioner med PFAS i fokus. Ikke mindst et key note oplæg fra Charles Newell fra GSI Environmental gav interessante perspektiver på, hvordan PFAS adskiller sig fra andre forurenende stoffer, som vi håndterer. En af de ting, som Charles Newell talte for, var at omdanne begrebet "monitored natural attenuation", som vi kender fra andre forureningstyper, til "PFAS monitored retention". Der er ingen tvivl om, at processerne i den umættede zone er vigtige for risikovurdering af PFAS og forståelsen af den tilbageholdelse (retention), der sker netop her, er vigtig for vores forståelse af PFAS-stoffernes skæbne i miljøet. En anden af Charles Newells pointer var, at udvaskningstests på jord vil overestimere det reelle udvaskningspotentiale i jorden, netop fordi der ikke tages højde for den tilbageholdelse, der sker i jorden. Men spørgsmålet er jo også, hvad der sker med tilbageholdelsesevnen i jorden, når vi begynder at flytte rundt på den?

De andre indlæg i PFAS sessionerne handlede bl.a. om forskellige forsøg på afværge af PFAS-stofferne, herunder projekter med hhv. stabilisering og vask af jord samt et kig på både bio- og phytoremediering. I andre sessioner blev der givet opsamlinger på, hvilke teknologier der findes - det ses ofte på konferencer, og der var ikke noget egentlig nyt og revolutionerende. Der arbejdes især videre med at optimere på de teknologier, der allerede findes - særligt så de kan håndtere de kortkædede PFAS-forbindelser. 

Risikovurdering - state of the art

Som beskrevet i indledningen blev der talt om risiko og risikovurdering i de fleste sessioner. Det var dog tankevækkende, at den session, der havde fået titlen "Risk Assessment", bestod af 3 danske indlæg. Først indledte Poul Bjerg, DTU, med et oplæg om Grindsted-forureningerne, og hvordan risikovurdering og ikke mindst fokus på "contaminant mass discharge", altså hvor stor en masse der udledes fra en forurening, samt fokus på hvor massen af en forurening findes, har haft stor betydning for vurderingen af Grindstedforureningerne. Særlig interessant var det, at den store masse ikke længere findes på Grindsted Fabriksgrund, men at den derimod har bevæget sig tæt på Grindsted Å. Derfor vil en kildeoprensning på fabriksgrunden kun have mindre effekt på risikoen. Det er en oprensning ved åen, der skal til. Poul berørte også Grindsted Losseplads og den risikovurdering, der ligger bag beslutningen om ikke at gøre en indsats ved denne forurening.

Ida Dyrlund Damgaard, Region Midtjylland, præsenterede en spændende case fra Hedensted, hvor en forurening med chlorerede opløsningsmidler har været under afværge siden år 2000 med brug af bl.a. hotspotafgravning, termisk oprensning, oppumpning af forurenet vand fra horisontale dræn samt installation af en reaktiv væg. Trods de mange tiltag er der usikkerhed om, hvor massen af forureningen egentlig bevæger sig hen, og det forsøger Region Midtjylland nu at blive klogere på.

Til sidst i sessionen præsenterede Bollette Badsbjerg Jensen, WSP, et projekt, der også tidligere har været præsenteret på ATV Vintermødet. Projektet er udført for Region Hovedstaden, og det handler i bund og grund om, at vurdere risikoen for PFAS i sager med mindre datagrundlag. Det er typisk sager, hvor der har været udført undersøgelser med fokus på andre forurenende stoffer, og hvor fokus derfor ikke har været på PFAS. WSP har i dette projektet haft adgang til regionernes store datasæt, når det kommer til PFAS-undersøgelser, og udnytter de erfaringer, der kan drages heraf. Projektet giver nogle spændende resultater og lyst til at bringe regionernes data endnu mere i spil f.eks. ved at se på sammenhænge mellem fund af PFAS og andre forurenende stoffer. 

Vi ses i 2026

Som enkeltperson kan jeg kun bidrage med det, jeg selv nåede, men det er mit indtryk, at mange af de andre sessioner også gav spændende indsigter, bl.a. det store fokus på sedimenter - det er nok noget, vi skulle interessere os mere for i Danmark. Ikke mindst store fund af mikroplast i norske fjorde giver stof til eftertanke - udgør det mon en risiko?

Til slut er der blot at sige, at vi forhåbentlig ses i Finland, når NORDROCS løber af stabelen dér i 2026.