EU fremsætter forslag til direktiv for jordområdet

Kommissionen har også tidligere forsøgt sig med et Jordrammedirektiv. Det blev fremsat i 2006, men taget af bordet igen i 2014, da en minoritet af lande fortsatte med at stemme imod forslaget. 

Det nuværende direktiv er lidt anderledes. Det har til formål at etablere et sammenhængende moniteringsnetværk for alle jorde i EU, samt det noget diffuse mål at forbedre jordens tilstand med henblik på at opnå en sund jordbund i 2050. Hensigten er, at jordbunden skal understøtte økosystemservices, miljø, samfundsmæssige og økonomiske behov, imødegå klimaforandringer og tab af biodiversitet, at den skal kunne modstå naturkatastrofer, og at jordforurening reduceres til et niveau, hvor det ikke er skadeligt for mennesker og miljø. Direktivet fokuserer på etablering af et moniteringsnetværk, en bæredygtig jordbundsforvaltning og på risikohåndtering af forurenede grunde. 

I Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer fokuserer vi på den del af direktivet, der omhandler jordforurening. Her stiller direktivet i det store hele ikke krav til den danske lovgivning eller det danske system, som vi ikke allerede lever op til. Det tegner dermed ret omkostningsfrit. Omvendt hjælper direktivet os heller ikke med at løfte nogle af de udfordringer, som vi rent faktisk står med. 

Vi har igennem de seneste år haft mange udfordringer med forureninger, der dækker større områder, og hvor det er uklart, om det er en punktkilde, en fladekilde eller en diffus forurening. I direktivforslaget er hele kapitel 4, der omhandler forurenede grunde, indsnævret til alene at omhandle forureninger, der hidrører fra punktkilder. De mekanismer man kan anvende til at adressere punktkilder, adskiller sig generelt fra de mekanismer, man kan anvende til at håndtere forureninger fra fladekilder eller diffuse forureninger. Derfor er en adskilt værktøjskasse på sin plads til diffuse forureninger eller forureninger fra fladekilder. En sådan findes dog ikke i direktivets øvrige kapitler. Det skal bemærkes, at Jordforureningsloven ikke i dag er begrænset til punktkilder i den danske lovgivning. Det bør den heller ikke være fremover.

Direktivet beskriver derimod en udpegning af et antal jorddistrikter fastsat af medlemslandene under hensyn til arealanvendelse, jordtyper, klima og en række overordnede miljøzoner. For disse jorddistrikter skal der etableres et moniteringsnetværk, som skal forholde sig til en række parametre (descriptors). Disse omfatter erosion, tab af organisk materiale, forsaltning, kompaktion, overskydende næringsstoffer og forsegling (land-take), men også jordforurening fra bl.a. jordforureningsundersøgelser. Der nævnes en række tungmetaller som eksempler, men listen defineres af medlemslandene. Det er uklart, hvordan den information skal bruges til at beskrive tilstanden af jord i et jorddistrikt. Både naturlige baggrundsniveauer og diffuse forureninger har for hvert stof sin egen geografi, der næppe kommer til at have noget geografisk sammenfald med jorddistrikter eller med de øvrige deskriptorers geografi. 

Direktivet burde bidrage til at løse de væsentligste udfordringer, som vi har, og det bør basere sig på de erfaringer, man gennem en generation har gjort sig i mange europæiske lande med en avanceret lovgivning på jordforureningsområdet.

• Direktivet bør basere sig på en egnet-til-brug tilgang af jord og arealer. 
• Arealanvendelsen bør være en grundlæggende parameter i risikovurderingen.
• Risikohåndtering af forurenede grunde bør ske under iagttagelse af princippet om en bæredygtig indsats.
• Beskyttelseshensynet bør balanceres med hensynet til en cirkulær økonomi – herunder genanvendelse af jord.
• Direktivet bør anvise en metode for at håndtere fladekilder såvel forurening fra diffuse kilder.

Det er positivt, at tidsfrister, metoder og risikoniveauer, fastsættes af medlemsstaterne. Der er een undtagelse når det kommer til at registrering af potentielt forurenede grunde. Her skal de efter forslaget alle være registreret inden for syv år efter direktivets ikrafttrædelse.

Der er en meget forskellig opfattelse af opgavens omfang i Europa, ligesom de midler, der er til rådighed for finansiering, er forskellige. Juridisk er der også stor forskel på, hvor stor en del af byrden, der placeres hos det offentlige, hos grundejeren og hos operatøren.

Det er interessant, at der i vidt omfang gives delegerende beføjelser til Kommissionen i forbindelse med at fastsætte en bruttoliste af mulige afværgemetoder, risikovurderinger, og hvad der skal fremgå af jordforureningsregistret. Så her skal vi være på tæerne, når de normer udvikles.

Da Kommissionen trak Jordrammedirektivet tilbage i 2014, skyldtes det i høj grad, at mange syntes, forslaget var for indgribende. I dag kan det lige så vel være, at direktivet falder, fordi det i hvert fald på jordforureningsområdet ikke giver meget merværdi. Slet ikke for et land som Danmark. For et land, der ikke har en lovgivning, så skal direktivet være så specifikt, at det kan implementeres relativt ordret, ellers har det ingen værdi. 

Bliver der vedtaget et jorddirektiv i EU, så bør vi i Danmark benytte lejligheden til et serviceeftersyn af den danske Jordforureningslov.