Handlingsplan for håndtering af jordflytning

Politisk ser man handleplanen som dækkende over indsatsområderne:

• Øget sporbarhed
• Skærpet kontrol
• Ensartet praksis
• Øget håndhævelse ift. bøde- og strafniveauer.

Disse formål er uddybet i 15 punkter. Nogle af de nævnte initiativer er igangsat, andre afventer yderligere analyser og afgørelser.

En fælles it-løsning under punkt 1 er allerede under udvikling i regi af den Fælles Offentlige Digitaliserings Strategi og Danmarks Miljøportal, hvor staten, regionerne og kommunerne arbejder sammen. Men det vil tage flere år at udvikle systemet. Der er vigtigt, at de jordprøver, der udtages i forbindelse med jordhåndtering, er organiseret på lignende vis, som de data regionerne i øvrigt tilvejebringer på jordforureningsområdet. Regionerne har desuden et langsigtet ønske om, at jordhåndteringsdata ikke alene skal tjene som en kontrolfunktion, men også som produktdokumentation. En sådan produktdokumentation kan understøtte genanvendelse af jord som ressource og til erstatning af primære råstoffer som sand og grus.

Det følger af punkt 2, at der skal gennemføres en konsekvensvurdering af, om al jord over en vis bagatelgrænse skal registreres – men ikke anmeldes. Det synes rimeligt, at der bliver enighed om en sådan registrering, fordi Miljøstyrelsens nylige Jordstrømsanalyse sandsynliggjorde, at det meste jord allerede i dag registreres. Byrdeforøgelsen vil derfor være begrænset, ved at al jord bliver omfattet. Omkring en fjerdedel af al flyttet jord ender, ifølge Jordstrømsanalysen, i råstofgrave. Fra en regional synsvinkel er det vigtigt, at den fremtidige it-løsning også understøtter regionernes tilsyn over jordstrømme, der efter dispensation flyttes til råstofgrave.

Under punkt 3 skal et forskningsprojekt vurdere, hvad der skal sættes af krav for udlægning af jord på sårbare grundvandsdannende områder. Nogle aktører har krævet et stop for al jordanbringelse her. Det forekommer vidtgående i forhold til, at der er tale om godt 6 % af Danmarks areal. Det må antages, at anbringelse af ren jord, eller jord med samme koncentrationer som de eksisterende baggrundsværdier, ikke vil forringe grundvandet. For at man skal kunne vurdere dette, må man naturligvis kende baggrundsværdien for de relevante stoffer. Det samme følger af punkt 6, hvor PFAS nævnes – her skal der etableres en ”ensartet national praksis” for PFAS og kulbrinter. Man vil her støde ind i den kendsgerning, at PFAS allerede er ganske udbredt som diffus forurening (Miljøprojekt nr. 2292, Februar 2025 ). Selvom menneskeskabte baggrundsværdier af diffus PFAS er under jordkvalitetskriteriet, så kan selv sådanne PFAS-koncentrationer ikke udelukkes at udgøre en risikofor grundvandet. Men fordi der netop er tale om en generel udbredelse, så må det samme siges om den jord, der i forvejen ligger på sårbare grundvandsdannende områder. Det samme kan for så vidt gøre sig gældende for en række andre kemiske stoffer.

Efter punkt 4 skal der fastsættes ensartede krav til anmeldelse, dokumentation og prøvetagning. Vejledningen forberedes parallelt med bekendtgørelsen, hvilket peger på noget, der skal gå hurtigt. Omvendt må man tro, at effektive dokumentationskrav i høj grad må hænge sammen med den forventede it-løsning. Udarbejdelse af Vejledningsmaterialet (efter punkt 6) burde også hænge sammen med prøvetagningskrav efter aftalens punkt 5. Rent praktisk må man derfor antage, at der bliver tale om udarbejdelse af vejledninger i flere tempi.

Det 5. punkt nedsætter en arbejdsgruppe mellem ministeriet, Danske Regioner, KL og DI, der skal se på skærpede krav til prøvetagningen. Et af nøglespørgsmålene her bliver, hvem der efter aftalens punkt 4 gøres ansvarlig for en jordhåndtering, samt om der er tale om en personlig certificering eller en virksomhedsakkreditering. Eftersom prøvetagningen alene er en udmøntning af en del af en jordhåndteringsplan, er det nærliggende at se på det som et samlet ansvar. En del af kontrollen vil så bestå i, at kun én akkrediteret part kan forestå jordhåndtering. Man kunne, som ved generel registrering, indføre en bagatelgrænse, ligesom der kunne indføres en overgangsordning for at modvirke flaskehalse. Det ville være oplagt også at lade Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) indgå i dette arbejde. Rådgiverbranchen har været splittet i spørgsmålet, og der er rådgivere, der ikke længere påtager sig at anmelde jordflytning på vegne af kunder.

I punkt 7 nedsættes der et fast forum for dialog om jordflytning med deltagere fra ministeriet, Danske Regioner, KL og branchen. Vi har til gode at se, hvordan dette forum vil fungere, men det burde fungere som omdrejningspunkt for de videre arbejder, der forestår efter de fleste punkter i handleplanen. Forummets etablering må ses som en forsigtig erkendelse af, at løsningerne med håndtering af jord kræver en langsigtet indsats og systemiske ændringer. 

Efter punkt 8 skal det undersøges, om import af forurenet jord kan begrænses. Dette er lidt pudsigt, da vores primære løsning på jord med PFAS netop synes at være eksport til Norge. Vi bliver dermed afhængige af, at lande som Norge ikke kopierer vores politiske tilgang.

Punkt 9-11 vedrører bygge- og anlægsaffald, og det behandles ikke yderligere her.

Danske Regioner har i sit høringssvar til Restproduktbekendtgørelsen, der nu går om, foreslået, at jord alene behandles efter jordflytningsbekendtgørelsen. Der bør ikke være en type af jordklasser, der gælder for genanvendelse og en anden type, der gælder for transport. Der bør være ét sæt af jordklasser, og disse bør hænge sammen med jordens acceptable anvendelse. Således bør jordklasserne ikke alene understøtte en sikker håndtering – men også understøtte en sikker genanvendelse.

Efter punkt 12 indføres der øget straf for svindel med jordhåndtering, og der er allerede fremsat et lovforslag om dette. Danske Regioner bakkede i sit høringssvar op om skærpede straffe, men gjorde samtidig opmærksom på, at hårdere straffe ikke i sig selv er nok til at standse overtrædelserne. Hovedårsagen til at snyde er, at det er svært og dyrt at komme af med jorden lovligt eller at genanvende den lovligt. Derfor bør genanvendelse gøres nemmere og mere attraktivt. Efter aftalens punkt 13 og 14 skal kommunerne desuden modtage bedre vejledning og vidensdeling om best-practice ved tilsyn.

Efter punkt 15 skal det faste forum udstikke retningen for en strategi, der for alvor tager fat i sammenhængen mellem jordressourcen og råstofressourcen. Det stikker i øjnene, at mængden af de råstoffer, der indvindes årligt (50 mio. ton), er i samme størrelsesorden som den mængde jord, der flyttes, ifølge Jordstrømsanalysen. En stor del jord føres oven i købet tilbage til tidligere råstofgrave. Jord kan ikke erstatte råstoffer en-til-en – men noget kan gøres. Det gælder særligt den del af råstofressourcen, der anvendes til opfyldning, bl.a. fordi der er manglende tillid til overskudsjords historik og kemiske indhold.

Det er væsentligt, at aftalepartierne mindst én gang om året skal orienteres om den årlige fremdrift. Det betyder, at der forsat vil være politisk opmærksom på de dele af aftalen, der kræver yderligere analyser og overvejelser at gennemføre. Og dem er der en del af.