Idyllen der brast

Der ligner enhver anden søvnig forstad til en større europæisk by. Men bag idyllen gemmer der sig en anden virkelighed. En virkelighed, der først kom til omgivelsernes kendskab i 2021.

Infrastruktur-projektet, der bragte mere op til overfladen

I starten af februar 2024 fik jeg chancen for at besøge byen Zwijndrecht, som er beliggende nær Antwerpens store havneområde. Før 2021 var der ikke mange, der kendte til byen, men i forbindelse med udgravninger til "Oosterweel", et infrastrukturprojekt, som skal binde Antwerpens ringvej sammen, fandt man høje indhold af PFAS (særligt PFOS) i jorden. Yderligere undersøgelser viste, at det ikke kun var jorden ved selve Oosterweel, der var forurenet med PFAS, men et område i en radius af 5 km fra en PFAS-fabrik.

PFAS-kommissær

Afsløringerne skabte ikke overraskende store overskrifter i den belgiske presse og førte til, at Flanderns parlament i sommeren 2021 udpegede en "PFAS-kommisær". Opgaven for ham var bl.a. at indsamle den viden, der var om PFAS i Flandern/Belgien og på verdensplan, og sikre sig, at der blev givet den bedst mulige vejledning til de berørte borgere.

PFAS-kommisæren har udgivet en række rapporter, som kan findes på en hjemmeside, hvor borgerne i Flandern også kan se, om de bor nær en mulig punktkilde for PFAS.

No regret-zoner

PFAS-kommisærens arbejde førte bl.a. til indførelsen af "no-regret"-zoner, ikke kun omkring PFAS-fabrikken, men også omkring de ca. 800 brandøvelsespladser eller "områder med brandhændelser", som blev udpeget i forbindelse med arbejdet. No regret-zonernes udbredelse fremgår af det føromtalte kort.

Vejledningen til borgerne er afhængig af risikoen, og det betyder bl.a., at borgere i en radius af 5 km fra PFAS-fabrikken er blevet vejledt til ikke at spise grøntsager dyrket i egen have eller æg fra fritgående høns.

Andre eksempler på vejledninger kan være "kun at spise ca. halvdelen grøntsager fra egen have". Det kan virke paradoksalt, at man vejleder til overhovedet at spise grøntsager fra egen have, hvis de kan indeholde PFAS, men det er en simpel afvejning af, at der også er indhold af PFAS i andre fødevarer på grund af en generel PFAS- belastning i verden.

Jordvask

I forbindelse med besøget i Zwijndrecht besøgte vi også et større jordvaskeanlæg beliggende på havnen i Antwerpen.

I Danmark er jordvask stadig en forholdsvis ny teknologi, og primært noget vi har hørt om i forbindelse med udviklingsprojekter. Men i Belgien er det en gammelkendt teknologi. Som vores rundviser udtrykte det: "I Belgien er vi en stor befolkning på et lille areal. Og samtidig er vi meget industrialiserede. Det betyder, at vi har brug for alt vores jord og derfor skal finde løsninger på forurenet jord".

Derfor begyndte man allerede i 1993 de første forsøg med biologisk jordrensning på GRC Kallo (Grond Recyclage Centrum), og i 1995 så fysisk-kemisk jordvask dagens lys. Siden da er mange tusind tons jord blevet vasket hvert år, forurenet med alt fra tungmetaller, olier og til asbest. Virksomheden har i alt 5 anlæg forskellige steder i Belgien.

I 2019 begyndte man de første forsøg med PFAS-forurenet jord. I starten var man udfordret af, at vaskevandet - ikke uventet - blev kontamineret med PFAS. Hidtil havde man recirkuleret vaskevandet, men hvis vandet havde været anvendt til at vaske en PFAS-forurenet jord, førte recirkuleringen til, at slutproduktet (den vaskede sand) var PFAS-kontamineret.

Man har derfor indført et vandbehandlingstrin, hvor vaskevandet renses for PFAS ved hjælp af aktivt kul. Man rapporterer i den forbindelse om en PFAS-fjernelse på 99,9 %. Den forbrugte aktive kul bortskaffes til et autoriseret anlæg.

GRC Kallos anlæg har en kapacitet på ca. 300.000 tons pr. år. Heraf behandles ca. 200.000 tons pr. år med fysisk-kemisk jordvask, mens ca. 100.000 tons pr. år behandles biologisk. Anlægget har desuden kapacitet til midlertidig opbevaring af 100.000 tons pr. år, men er i høj grad langt an på, at jorden skal genanvendes. Meget af jorden sejles bort, idet pramme kan lægge til direkte ved anlægget.

Og hvorfor er vi så ikke bare i gang med jordvask i Danmark, kan man spørge sig selv om. Det er meget simpelt - geologien i Flandern og Belgien adskiller sig fra den danske i og med, at sandindholdet er noget højere. Således håndterer GRC Kallo udelukkende jord med et sandindhold på minimum 60 %. Men der ingen tvivl om, at teknologien har potentiale, og derfor bliver det også spændende at se, hvad der kommer ud af de danske udviklingsprojekter.

Oosterweel

Noget af den jord, man behandler på GRC Kallos anlæg, stammer selvfølgelig fra det store Oosterweel infrastruktur-projekt. Men ellers er projektet lagt an på så vidt muligt at undgå PFAS-spredning fra projektet. Hele udgravningsområdet er således spunset ind, og der er etableret en bentonitmembran ved spunsen, som forhindrer grundvand i at trænge ind i og ud fra området.

Der er etableret grundvandssænkning i området, og al det oppumpede vand føres gennem et vandrensningsanlæg, der både anvender aktivt kul og ion bytter resiner. Vandet skal "kun" renses ned til et niveau på 100 ng/l, for at det kan reinfiltreres eller udledes til en nærliggende sø, men reelt set er indholdet af PFAS i vandet under detektionsgrænsen.

Luftmonitering

Et af de tiltag myndighederne har igangsat omkring PFAS-fabrikken er at holde øje med PFAS-indholdet i luften. Formålet med målingerne er bl.a. at holde øje med, om jordarbejderne i forbindelse med Oosterweel-projektet giver anledning til spredning af PFAS med luften.

Der er ikke p.t. grænseværdier for PFAS i luft, og man har derfor fastsat tærskelværdier for sum af 4PFAS baseret på EFSA's (det Europæiske Fødevaresikkerheds Agentur) sundhedsvurdering på maksimalt 4,4 ng/kg kropsvægt pr. uge. Det har ført til midlertidige tærskelværdier på 0,4-2,2 ng/m³. Den lavere værdi (0,4) bruges til at evaluere det diffuse indhold af PFAS i luften.

Ligesom der ikke er grænseværdier, er der heller ikke nogle akkrediterede metoder til måling af PFAS fra luft. Derfor indeholder luftmoniteringsprogrammet også test af forskellige metoder til måling af PFAS i luften. På fem lokationer omkring Oosterweel-projektet er der opsat forskellige typer af målere.

Overordnet set foretages der to typer af målinger:

Kontinuerte målinger til bestemmelse af langtidsindhold af PFAS ved de nærliggende boligområder. Fokus er her på "baggrunds-koncentration" af PFAS i luften, samt på deposition.
Systematisk overvågning omkring projekter med jordhåndtering.

PFAS måles både ved direkte målinger af luften med aktive og passive samplere, men også via depositionsmålere, der måler henholdsvis tør- og våddeposition. Luftmålingerne har desuden særligt fokus på måling af de (ultra)korte PFAS.