LEDER: Drikkevandet fortjener bedre
Efter et vådt år som det seneste er det svært at forestille sig, at vi kan komme til at mangle vand i Danmark. Men vand er ikke bare vand. Selvom grundvandet stiger, og store mængder vand oversvømmer marker og sætter huse under vand, hjælper det os ikke med at få rent drikkevand i vandhanerne.
Først og fremmest har vi et problem med forurening. Eller rettere, flere og flere problemer. Jo bedre vi bliver til at måle, og jo mere opmærksomme vi bliver på nye stofgrupper, desto mere finder vi i grundvand og drikkevand. Det udfordrer vores princip for vandforsyningen – forebyggelse og rensning ved kilden. Vi har ikke forebygget godt nok, så ofte har forsyningerne ingen steder at gå hen, når de skal finde rene ressourcer til erstatning for de forurenede. Derfor renser flere og flere vandforsyninger grundvandet, inden de kan sende det ud som drikkevand til forbrugerne.
Mens vi hører om lange og svære tørkeperioder andre lande, er vi grundlæggende heldigt stillet i Danmark – det regner meget, og det regner mere og mere. Alligevel kan vandmangel være et problem i perioder og i bestemte geografiske områder. Allerede i dag er grundvandsressourcerne overudnyttet i dele af landet, og med klimaforandringerne følger længere tørkeperioder, hvor landbruget har behov for vanding. Samtidig diskuteres det, hvorfra vi skal få vand til Power-to-X, og hvordan vi undgår at påvirke naturen negativt.
Vandressourcer strækker sig ofte over (eller faktisk under) kommunegrænserne, og mange forsyningsselskaber både indvinder og forsyner i flere kommuner. Ansvaret for kortlægning, beskyttelse og udnyttelse af vandressourcerne er i dag fordelt mellem Miljøstyrelsen, regionerne og kommunerne, og ingen myndighed har ansvar for sammenhæng og overblik. Det giver udfordringer, når beskyttelsen skal koordineres, og når det er nødvendigt at prioritere udnyttelsen af ressourcerne.
På workshops, der blev holdt i forbindelse med Miljøstyrelsens projekt om forvaltning af fremtidens drikkevandsressourcer, pegede deltagerne på udfordringerne med at arbejde på tværs af kommunegrænserne. Det er tydeligt, at aktørerne savner amterne som vandressourcemyndighed:
”Rammerne for samarbejdet mellem aktørerne (kommuner, region, stat og vandforsyninger) beskrives som uformelle og generelt gode i den forstand, at man kender hinanden og forstår de hensyn, der skal varetages. Flere peger dog på den form for tomrum, der opstår efter amternes nedlæggelse. Amtet var tidligere en overordnet myndighed, hvor det i dag opleves som mere bilaterale samarbejder. Det kommer f.eks. til udtryk, når én kommune skal hente vand i en anden kommune, der skal give tilladelsen.” (Uddrag fra workshopreferat, fra rapporten)
Set fra et regionssynspunkt ligger løsningen lige for. Vi er jo lige her, med regional geografi, stærke miljø- og grundvandsfaglige miljøer og med politikere, der engagerer sig i regionale problematikker – og i rent vand.
