LEDER: Fladekilder, diffus forurening og baggrundsniveau
Regionerne har til opgave at kortlægge jordforureninger, eller ”forurenede arealer”, som der står i jordforureningsloven. I hverdagen tænker vi på dem som punktkilder, men det er ikke sådan, opgaven er defineret. Afgrænsningen kommer af jordforureningslovens bestemmelse om, at ”Loven omfatter ikke jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider mv.” og en tilføjelse fra 2006 om, at lettere forurenet jord ikke skal kortlægges, men i stedet omfattes af en områdeklassificering. Tanken var på jord i byzone med indhold af lavmobile stoffer over kvalitetskriteriet, men under afskæringskriteriet.
De definitioner og afgrænsninger holder desværre ikke længere. Diffus forurening med PFAS, der spredes ind over land fra havskum og forurener arealer langs kysterne, er hverken jordbrug, byzone eller lavmobilt. Lave niveauer af PFAS i jord kan findes overalt i landet, og vi er begyndt at tale om et ”antropogent baggrundsniveau”.
Kortlægning og oprensning er ikke gode virkemidler, når der er tale om store arealer med lave niveauer af forurening. Men lave indhold af PFAS i jord skaber problemer, når jorden skal flyttes. Flere og flere kommuner stiller fornuftigvis krav om analyse for PFAS i forbindelse med jordflytning, og når det bliver påvist, er det svært – eller umuligt – at komme af med jorden. Ingen deponier i Danmark modtager jord med indhold af PFAS, og jord med indhold af PFAS under kvalitetskriteriet kan i dag kun afsættes til Lynetteholmen, som er under opfyldning ud for Københavns Havn.
Er indholdet af PFAS i jorden over kvalitetskriteriet, kan den sejles til Norge til deponering. Det er en dyr løsning, men dog en løsning. Indeholder jorden også andre forurenende stoffer end PFAS, kan den ikke sendes til Norge, og så er der ingen løsning.
En anden problematik, der udfordrer definitionerne, er grænsen mellem ”almindelig” jordbrugsmæssig spredning af pesticider og en ”punktkildelignende” forurening fra intensiv brug af pesticider, som har været til diskussion længe. Miljøstyrelsen har tidligere vejledt de daværende amter om, at jordforureningsloven giver mulighed for i visse tilfælde at karakterisere forurening som punktkildeforurening og dermed en del af jordforureningsloven, fx ved intensiv planteproduktion.
I dag må vi imidlertid erkende, at de forureninger med DDT og arsen i frugtplantager, som engang blev set som særtilfælde, nok desværre er resultatet af almindelig drift i en periode, hvor begejstringen for de nye bekæmpelsesmidler var større end bekymringen for forurening. Med den viden kan tidligere frugtplantager, forurenede eller ej, i almindelighed ikke ses som punktkilder. Når jordforureningsloven ikke gælder, er der ikke pligt til at undersøge jorden for forurening, før der bliver bygget, og jorden må håndteres som ren. Det giver risiko for ukontrolleret spredning af forurenet jord, og for at der fortsat bliver bygget boliger på forurenede arealer.
Det bør være karakteren af en forureningen, der afgør, hvordan den skal håndteres, og ikke hvor forureningen stammer fra. En udvidelse af områdeklassificeringen til arealer påvirket af diffus forurening eller fladekilder kan måske være en del af løsningen.