
LEDER: Nu skal der styr på håndteringen af jord
Efter måneders forhandlinger blev der den 28. januar 2026 indgået en bred politisk aftale på Christiansborg om en handlingsplan for håndtering af jordflytning og bygge- og anlægsaffald. Aftalen kommer, efter at den ene skandale efter den anden har afdækket, at der er store udfordringer, når jord flyttes rundt i landet.
Myndighedsansvaret for håndtering af opgravet jord ligger hos kommunerne, men regionerne kan ikke undgå at komme ind i billedet, når ren eller forurenet jord fragtes rundt i landet og bortskaffes på mere eller mindre hensigtsmæssig vis.
Regionerne har ansvaret for kortlægning og offentlig indsats efter jordforureningsloven, og derfor er det i regionernes interesse, at forurenet jord ikke placeres på arealer, hvor den ikke hører hjemme – med risiko for, at den må kortlægges og måske endda renses op af regionen. Samtidig kan regionerne have brug for at kunne komme af med forurenet jord på en ansvarlig måde, som ikke slår bunden ud af pengekassen.
Som råstofmyndighed ønsker regionerne, at både byggeaffald og ren jord udnyttes som erstatning for rene råstoffer i det omfang, det er muligt. Med kalkstabilisering er det ofte muligt at anvende moræneler som bærelag, og flere virksomheder udvikler og afprøver nu innovative teknologier, der kan øge genanvendelsen af jord. Det er løsninger, der på én gang bidrager til at løse udfordringerne med overskudsjord, reducere transport og klimabelastning, og spare på råstofferne.
Regionerne administrerer også forbuddet mod at fylde jord i råstofgrave og den tilhørende mulighed for dispensation efter jordforureningslovens § 52, som resulterer i, at der årligt anbringes op mod 8 mio. tons ren jord i nuværende og tidligere råstofgrave.
Med regionernes ansvar, interesse og faglige indsigt i feltet er det fornuftigt at tage os med på råd, når der skal findes løsninger, så vi er glade for, at Folketingets partier har tænkt på os, da de indgik aftalen. Derfor glæder vi os også over, at vi i handlingsplanen kan genkende mange af de anbefalinger, som vi tidligere har sendt til miljøministeren og miljøordførerne (se regioner.dk/regional-udvikling/miljoe-og-ressourcer/jordforurening/).
Det gælder blandt andet anbefalingerne om sporbarhed, mere ensartet administration og anbefalingen om krav til prøvetagere, som vi sammen med andre aktører skal arbejde for at finde løsninger på allerede i 2026.
Aftalen peger også på, at der skal arbejdes videre med, hvordan jord i højere grad kan udnyttes som en ressource i stedet for at blive bortskaffet som affald. Det er et stort ønske fra regionerne, og det ser vi frem til at arbejde sammen med staten, kommunerne og branchen om i et fast forum for dialog om jordflytning. Her skal vi også drøfte udfordringer og muligheder for at styrke kontrol og håndhævelse, bidrage til at finde fælles løsninger, fremme erfaringsudveksling og skabe større forudsigelighed og gennemsigtighed i administrationen.
Samlet set er aftalen et rigtig godt skridt mod, at der kommer bedre styr på håndteringen af både ren og forurenet jord.
Se handlingsplanen på Miljø- og Ligestillingsministeriets hjemmeside: Handlingsplan for håndtering af jordflytning og bygge- og anlægsaffald
