
Samfundsomkostninger ved PFAS
Rapporten har fokus på samfundsomkostningerne ved fire forskellige scenarier:
- Business as usual - dvs. de nuværende REACH-restriktioner for enkeltstoffer
- Opfyldelse af drikkevandsdirektivets grænseværdi for PFAS20 på 100 ng/l
- Opfyldelse af vandrammedirektivets grænseværdi på 4,4 ng/l PFOA ækvivalenter
- Totalt forbud mod produktion og anvendelse af PFAS
Scenarie 1 tager ikke lavere nationale grænseværdier i betragtning, som det bl.a. er tilfældet i i Danmark. For Danmarks vedkommende ligger 'business as usual' nærmere på scenarie 3.
Samfundsomkostningerne opgøres overordnet set i to kategorier: Sundhedsrelaterede omkostninger som følge af eksponering for de 4 PFAS med mest data (PFOS, PFOA, PFHxS og PFNA) samt omkostninger relateret til afværge og oprensning af jord og vand. Herudover forholder rapporten sig også til "tab af økosystemtjenester". Som det lidt kringlede udtryk indikerer, er det et svært defineret udtryk, som dækker de omkostninger, det medfører, at økosystemerne er påvirket af PFAS. Det har ikke været muligt for rapportens forfattere at kvantificere disse omkostninger, og derfor behandles de heller ikke yderligere i denne artikel.
Som baggrund for de sundhedsrelaterede omkostninger har man arbejdet med en befolkning, hvor der i 2024 er en højeksponeret gruppe, der udgør ca. 14 %. I blandt disse er 3 % af befolkningen betegnet som "særligt" højeksponeret.
Usikkerheder
Der er flere usikkerheder ved de beregnede omkostninger. Det, der i første omgang springer i øjnene, er følgende:
- Beregningerne medtager ikke, at nogle lande (fx Danmark) har skrappere regler end "business as usual" – og rapporten underestimerer dermed udgifterne til særligt vandrensning i Danmark under scenarie 1.
- De sundhedsrelaterede omkostninger medtager udelukkende omkostninger relateret til 4 PFAS. Dette begrundes med, at der er begrænset viden om sundhedseffekterne for resten af den store gruppe af PFAS-forbindelser.
- Under scenarie 2 har man valgt også at regne på udgifterne til rensning af TFA fra vand. Men da man ikke har nok viden om sundhedseffekterne, er der ikke medtaget sundhedsomkostninger for TFA.
- Omkostningsberegninger for scenarie 4 medtager ikke de omkostninger, der måtte følge for virksomheder og forbrugere ved ophør af produktion og anvendelse af PFAS.
Af nedenstående tabel fremgår omkostninger for de enkelte scenarier. For nærmere angivelse af usikkerheder ved tallene henvises til rapporten.
Samfundsomkostninger for PFAS i fire scenarier
| Scenarie |
Sundhedsrelaterede omkostninger |
Omkostninger til afværge og oprensning af jord og vand |
|
Scenarie 1: Business as usual Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: ca. 440 mia. EUR |
Årlige omkostninger: 2024: 39,5 mia. EUR 2030: 29,5 mia. EUR 2040: 27,0 mia. EUR 2050: 29,5 mia. EUR Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: 360 mia. EUR |
Årlige omkostninger: 2024: 3,8 mia. EUR 2030: 3,9 mia. EUR 2040: 4,3 mia. EUR 2050: 4,7 mia. EUR Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: 78,3 mia. EUR |
|
Scenarie 2: Opfyldelse af drikkevandsdirektiv grænseværdi på 100 ng/l for PFAS 20 (samt 500 ng/l for TFA /PFAS total) Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: ca. 440 mia. EUR (ca. 660 mia. EUR) |
Årlige omkostninger: 2024: 39,5 mia. EUR 2030: 29,5 mia. EUR 2040: 27,0 mia. EUR 2050: 29,5 mia. EUR Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: 360 mia. EUR (Stort set identisk med scenarie 1, da drikkevand kun udgør en mindre del af den samlede humane eksponering). |
Årlige omkostninger: 2024: 3,8 mia. EUR 2030: 4,2 mia. EUR 2040: 4,5 mia. EUR 2050: 6,2 mia. EUR Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: 85,8 mia. EUR (297,5 mia. EUR med TFA) |
|
Scenarie 3: Opfyldelse af vandrammedirektivets grænseværdi på 4,4 ng/l PFOA ækvivalenter (PFAS24) Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: ca. 1700 mia. EUR |
Årlige omkostninger: 2024: 39,5 mia. EUR 2030: 12,0 mia. EUR 2040: 0,0 mia. EUR 2050: 0,0 mia. EUR Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: 240 mia. EUR |
Årlige omkostninger: 2024: 80,2 mia. EUR 2030: 79,0 mia. EUR 2040: 77,1 mia. EUR 2050: 75,4 mia. EUR Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: 1480 mia. EUR |
|
Scenarie 4: Totalt forbud mod produktion og anvendelse af PFAS Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: ca. 330 mia. EUR |
Årlige omkostninger: 2024: 39,5 mia. EUR 2030: 17,0 mia. EUR 2040: 0,5 mia. EUR 2050: 0,0 mia. EUR Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: 260 mia. EUR |
Årlige omkostninger: 2024: 3,8 mia. EUR 2030: 3,8 mia. EUR 2040: 3,8 mia. EUR 2050: 3,8 mia. EUR Samlede omkostninger for perioden 2024-2050 i nutidsværdi: 72,8 mia. EUR |
Diskussion af resultater
Under scenarie 1 og 2 forventes det ifølge rapporten, at sundhedsomkostningerne vil være langsomt faldende, fordi den regulering, der allerede findes primært via REACH, vil have en lille effekt. De stoffer, der beregnes sundhedsomkostninger for, er faktisk dem, der langt hen ad vejen er regulering af. Alligevel vil de afledte effekter være begrænsede, så længe de anbefalede grænseværdier fra det Europæiske Fødevaresikkerheds Agentur (EFSA) for netop denne stofgruppe ikke også håndhæves. Således anbefaler EFSA en grænseværdi på 4,4 ng/l for sum af 4 PFAS (PFOS, PFOA, PFHxS og PFNA). Netop af denne årsag, må vi forvente, at de danske sundhedsomkostninger i scenarie 1 snarere falder tæt på scenarie 3, fordi EFSA's anbefalede grænseværdi allerede er indført i den danske lovgivning i forhold til både drikkevand og vandmiljø. Det skal desuden bemærkes, at den begrænsede effekt af scenarie 2 på de sundhedsrelaterede omkostninger skyldes, at en stor del af den humane eksponering kommer fra fødevarer.
Omkostningerne til afværge og oprensning af PFAS i jord og vand for scenarie 1 og 2 er sammenlignelige. Dog er der for scenarie 2 også beregnet omkostninger for at holde TFA under 500 ng/l (PFAS total, jf. drikkevandsdirektivet). Denne reduktion vil i sig selv koste i omegnen af 210 mia. EUR i perioden frem mod 2050. Hertil kommer, at der ikke er medtaget omkostninger til vandspild mv. i relation til de renseteknologier, der pt. kan rense for TFA.
I scenarie 3 forventes de sundhedsrelaterede omkostninger for 4 PFAS at være væk i 2040. Dette baseres på, at man i rapporten forventer en reduktion i blodniveauer på 95-99 % frem mod 2050. Til gengæld vil der i dette scenarie være store udgifter til vandbehandling for at fjerne PFAS fra miljøet. De store udgifter til vandbehandling opvejes ikke af en tilsvarende omkostningsreduktion ift. sundhed.
For scenarie 4 vil de sundhedsrelaterede omkostninger for 4 PFAS være væk i løbet af 2040'erne. Det forventes, at 4 PFAS i menneskers blod vil være elimineret frem mod 2050, også for den gruppe der nu er højeksponeret. Et total forbud vil således føre til en reduktion i emissionerne på 64 % fra 2030. Bemærk, at der i scenarie 4 ikke er medtaget yderligere tiltag i forhold til regulering af PFAS i miljøet, og derfor kan omkostningerne til afværge og oprensning fastholdes på 2024-niveau.
Opsamling
Som pointeret ovenfor har vi i Danmark allerede indført regulering svarende til scenarie 3, og derfor må det forventes, at udgifterne til afværge og oprensning af PFAS vil være på et niveau, der ikke opvejes af de gevinster, der hentes på omkostningerne for sundhed. Derfor bør der fortsat arbejdes for et forbud mod produktion og anvendelse af PFAS, så den mængde PFAS, vi udleder til miljøet, reduceres betragteligt. Det vil ifølge rapportens beregninger føre til en reduktion i behovet for afværge og oprensning af PFAS – og dermed en reduktion i omkostningerne til samme.
Referencer
European Commission: Directorate-General for Environment, Ricardo, Trinomics and WSP, The cost of PFAS pollution for our society – Final report, Publications Office of the European Union, 2026, https://data.europa.eu/doi/10.2779/9590509

