Sammen bliver vi klogere

I plenum blev alle konferencens deltagere klogere på, hvad vi ved om PFAS generelt, det nye forslag til anvendelsesbegrænsning (forbud) af PFAS på EU-plan samt sundhedseffekter, og hvor meget PFAS alle har i blodet.

Ud over oplæg i plenum for alle konferencens deltagere blev der desuden arbejdet i seks workshops med overskrifterne: ”Kilder og kildeopsporing”, ”Overvågning, forekomster og prøvetagning”, ”Regulering”, ”Renseteknologi”, ”Risikokommunikation” og ”Aktionsniveauer”. Denne artikels forfattere deltog med oplæg på de to sidstnævnte, mens regionerne var repræsenteret på flere af de andre workshops.

Hvad er der i vejen med de kriterier, vi har?

John Jensen fra Aarhus Universitet skød workshoppen om ”Aktionsniveauer” i gang med en gennemgang af de kvalitetskriterier, vi arbejder ud fra i Danmark, og hvorfor de ikke altid er hensigtsmæssige. For eksempel er jordkvalitetskriteriet fastsat ud fra jordspisende børn, og det giver med andre ord ikke meget mening i de sager, hvor der ikke er risiko for, at børn vil indtage jorden. Til gengæld har man ved fastsættelse af jordkvalitetskriteriet ikke inddraget optag i fødevarer eller udvaskning fra jorden til drikkevandet. Ligeledes har man ikke forholdt sig til påvirkningen af biota og processer i jorden.

John Jensen påpegede desuden, at mere og mere forskning tyder på, at PFAS med tiden bindes meget kraftigt til jorden og dermed ikke bliver tilgængelig for hverken udvaskning eller optag i fødevarer. Andelen af PFAS, som på denne måde bliver utilgængelig via ældningsprocesser, er endnu uvis, og der er ingen tvivl om, at der vil være store forskelle mellem de forskellige forbindelser. Tilsvarende er overfladevandskriteriet fastsat ud fra en beskyttelse af mennesker gennem optag fra fisk og ikke for at beskytte økosystemet i øvrigt mod effekterne af PFAS.

John Jensen sluttede med at konkludere, at vi mangler redskaber til at kunne forudsige risikoen for 4 eller 22 PFAS-forbindelser, når det enkelte stof opfører sig så forskelligt. En måde er at omregne til PFOA-ækvivalenter, som det er foreslået i en kommende revision af vandrammedirektivet. John pegede desuden på, at jordkvalitetskriterier bør fastsættes ud fra beskyttelsesmål og eksponeringsveje.

Hvad kan vi lære af udlandet?

Julies oplæg i workshoppen om ”Aktionsniveauer” fokuserede især på tilgangen til PFAS og kriterier i udlandet, men kom også ind på tidligere erfaringer i Danmark med bl.a. afskæringskriterier for tungmetaller og tjære i jord samt de prioriteringsniveauer for indeklimasager, som regionerne arbejder ud fra \1\. I de udenlandske eksempler kom vi både omkring Belgien \2\ (Holland og Australien), der differentierer deres jordkvalitetskriterier ud fra arealanvendelsen og Tyskland \3\, hvor jordkvalitetskriteriet har et genanvendelsesfokus, og i øvrigt er baseret på indholdet i eluat frem for på indholdet i jorden. I forhold til grundvand skelner Holland \4\ f.eks. mellem vand fra et ”grundvandsbeskyttelsesområde” og ”porevand” og arbejder desuden med de føromtalte PFOA-ækvivalenter.

Ellers var kommunikationen fra regionerne klar: Et højt fund i terrænnært grundvand er ikke nødvendigvis lig med en høj grundvandsrisiko. Derfor vil et højt fund heller ikke nødvendigvis betyde, at regionen skal eller vil rense op. Det hele beror på en grundig risikovurdering og prioritering i forhold til de mange andre forureninger, som regionerne skal håndtere. Den risikobaserede tilgang er den eneste rigtige tilgang, hvis ikke vi skal bringe fremtidige generationers drikkevand i fare. Den risikobaserede tilgang skal være baseret på den bedst tilgængelige viden, og for PFAS mangler vi stadig viden, men vi må risikovurdere på det grundlag, vi har – og justere risikovurderingerne efterhånden som vi bliver klogere.

Og så er det ikke mindst vigtigt at slå fast, at PFAS ikke nødvendigvis er den mest grundvandstruende forurening.

Ja, det er alvorligt, men…

I workshoppen om risikokommunikation var der oplæg af Søren Dyreborg fra NIRAS, Kurt Rasmussen, pensioneret miljømediciner, og Bente Villumsen fra VMR. Der var enighed mellem de tre oplægsholdere om, at der har bredt sig en opfattelse af, at PFAS er langt mere farligt, end det er tilfældet. Det er virkelig alvorligt, at PFAS er spredt i miljøet og nu bliver fundet i grundvand og overfladevand, regnvand, jord, slam, havskum, og hvor man ellers leder efter det. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke er en fare, der skal holde os vågne om natten. Søren Dyreborg fortalte, fra rådgiverens synsvinkel, om, hvordan de lave kriterier for PFAS gør, at der skal meget lidt til, før vi har en overskridelse. Det skal sættes i relation til andre påvirkninger – vi får som forbrugere PFAS fra mange andre kilder. PFAS er ikke akut giftigt, og derfor er der ikke behov for værnemidler, når man arbejder med PFAS-forurening – de tiltag, der skal beskytte mod krydskontaminering, beskytter medarbejderen tilstrækkeligt. Kurt Rasmussen, som er speciallæge i miljø- og arbejdsmedicin, tidligere cheflæge på Arbejdsmedicinsk Universitetsklinik på regionshospitalet i Gødstrup og forhenværende lektor på Aarhus Universitet, fortalte om risikokommunikation af PFAS fra lægens synspunkt. Han satte problemerne i Danmark i perspektiv i forhold til store, kendte forureninger fra Sverige og USA og lærte os, at i toksikologi er det vigtigt at forstå, at det er dosis, der bestemmer, om et stof er giftigt. For PFAS er det effekten af akkumuleret belastning over en årrække, der giver helbredseffekter, og belastningen sker primært ved indtagelse. Hans anbefaling er, at vi skal holde drikkevandet så fri for kemikalier som muligt og ellers lære at leve med den gamle PFAS-forurening samt forbyde PFAS i almindelige forbrugerprodukter.

Bente Villumsen tog fat i, hvordan man bedst kommunikerer om risiko til borgerne. Når vi som mennesker møder nye trusler, som vi ikke forstår, bliver vi let utrygge, og jo længere vi går med ubesvarede spørgsmål, desto mere spredes usikkerhed og frygt. Derfor er det vigtigt, at myndighederne kommunikerer hurtigt og åbent. Man skal også holde sig for øje, hvem der kommunikerer – virker de troværdige og uafhængige i den almindelige borgers øjne? Her har regionerne f.eks. gode erfaringer med at inddrage arbejds- og miljømedicinere, derved noget om sundhed og har erfaring i at tale med 'almindelige' mennesker om risiko.

Bente havde også nogle tips til, hvordan man ikke skal kommunikere om risiko. Det gør ikke nogen trygge, hvis vi f.eks. siger, at ”vi har mange andre forureninger, der er meget værre”; ”det er ikke nær så farligt som at ryge eller drikke”; eller ”vi vil ikke bekymre jer, så det oplyser vi ikke om”. Alle de tre oplægsholdere anbefalede åbenhed fra myndighederne om alle undersøgelser og fund, om hvad vi ved, og hvad vi ikke ved. Blandt workshoppens hovedkonklusioner var, at vi ønsker os en fælles platform, hvor borgere kan finde viden og oplysninger om fund, hvad enten det drejer sig om vand, jord, dyr, planter eller noget helt tredje.

Sammen kan vi blive meget klogere

Dagen efterlod generelt det indtryk, at der findes meget viden derude, som kan bringes i spil til fælles gavn, men samtidig er der også stadig store ”videnshuller”, som vi skal arbejde aktivt på at få afdækket i de kommende år. Derfor håber vi også, at Miljøstyrelsen gentager succesen i de kommende år og samler eksperter og interessenter, så vi kan blive opdaterede på alt den nye viden, der genereres.

\1\ Risikosammenstilling i forbindelse med indeklimasager

\2\ Vracken, 2022

\3\ Bundesministerium, UNnSuV, 2022

\4\ RIVM, 2021