Fællesregional tilgang - Risikovurdering af grundvandstruende forurening
Formålet med nærværende notat er at:
- beskrive nuværende praksis for risikovurderinger på tværs af regioner.
- komme med anbefalinger til en fællesregional tilgang til risikovurdering af punktkilder i forhold til grundvandsressourcen. Som udgangspunkt skal anbefalingerne rumme mulighed for at anvende forskellige tilgange alt efter forureningssituationen, herunder geologiske og hydrogeologiske forhold, indvindingsstruktur og ressourceforhold.
Den nuværende praksis for risikovurderinger på tværs af regioner er beskrevet i et notat udarbejdet af VMR og de fem regioner. Heraf fremgår, at risikovurdering i forhold til grundvandsressourcen foretages i forhold til betydende magasiner, og at regionerne laver en samlet risikovurdering med udgangspunkt i lokalitetens historik, stoffernes fysisk-kemiske egenskaber, forureningsmasse og kildestyrke samt lokalitetsspecifik geologi og hydrogeologi. Risikoberegninger udføres på baggrund af koncentrations- og/eller masse- og fluxbestemmelser, herunder opblanding i fiktiv eller aktuel indvindingsmængde. Det er arbejdsgruppens konklusion, at regionerne grundlæggende har en ensartet tilgang til risikovurdering af grundvandstruende punktkilder. Det anbefales, at Miljøstyrelsens vejledning "Oprydning på forurenede lokaliteter" nr. 6 og 7, 1998 opdateres, så den er tidssvarende i forhold til risikovurdering overfor grundvand.
Forfatter(e) | J. Simensen, K. Rüegg (RM), R. Vinten Howitz, K. Sørensen (RH), L. Frimodt Pedersen, M. Fogh (RSD), T. Stahl Knudsen, H. Giversen Nordtorp (RN), N. Levanius Schouw Christiansen, J. Aabling, H. Jannerup (RSJ) |
Udgiver | |
Udgivelse | Fællesregional tilgang - Risikovurdering af grundvandstruende forurening |
Udgivet | 2/2025 |