Råstofområder og Grøn Trepart

Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer (VMR) blev i 2025 kontaktet af det ”nye” Ministerium for Grøn Trepart, der var blevet opmærksom på, at ønsker om arealudtag og arealomlægning af landbrugsjord kan være i konflikt med de arealudlæg, der findes i regionernes råstofplaner. VMR har udarbejdet et notat til ministeriet om, hvad man kan inden for arealudpegninger i råstofplanen Ministeriet for Grøn Trepart.

Råstofplaner som værktøj i arealplanlægningen

Det følger af Råstofloven, at regionerne har til opgave at udarbejde råstofplaner for indvinding af og forsyning med råstoffer fra land. Råstofplanerne skal sikre, at der er udlagt råstoffer til minimum 12 års forbrug, og de indeholder både retningslinjer for, hvordan der kan graves efter råstoffer, og hvor der kan graves efter råstoffer gennem arealreservationer til både det nuværende og fremtidige råstofforbrug.

Råstofplanerne indgår som en bindende del af planhierarkiet i Danmark. Miljøministeren kan godt gøre indsigelse mod en råstofplan, hvis den ikke er i overensstemmelse med statslige arealinteresser, og råstofplanerne må heller ikke stride mod EU-udpegninger som Natura 2000-områder eller danske indsatsprogrammer for vandplanlægning iværksat efter Vandrammedirektivet.

Råstofplanernes placering i planhierarkiet betyder dog, at kommunernes arealplanlægning ikke må være uforenelig med udnyttelse af de udpegede råstofressourcer. Dette er væsentligt i forhold til kommunernes arbejde med arealudpegninger i de lokale treparter, hvor kommunerne sammen med landbrugsorganisationer og naturinteressenter skal udpege de landbrugsarealer, der egner sig til omlægning til vådområder, nye naturområder og til skovrejsning.

Muligheder for arealudtag og arealomlægning

Udpegningerne i råstofplanerne er som udgangspunkt stramme arealreservationer. Der findes to typer af arealudpegninger. Råstofgraveområder og Interesseområder. 

Inden for Råstofgraveområder kan man som udgangspunkt forvente at få tilladelse til råstofindvinding. Her vejer hensynet til råstofindvinding tungest, og der må ikke ske ændringer i arealanvendelsen, som kan hindre indvindingen, uden regionens samtykke. Det gælder bl.a. for byudvikling, skovtilplantning eller etablering af større anlæg.

Interesseområder er arealudpegninger til fremtidens råstofforsyning. Også her går hensynet til råstofudnyttelsen forud for andre interesser, og arealanvendelsen må ikke ændres på en måde, der hindrer fremtidig indvinding, uden regionens samtykke. Ofte er kendskabet til råstofforekomster mindre inden for interesseområder, men det kan også skyldes, at de udlagte råstofgraveområder dækker det aktuelle samfundsbehov for råstoffer.

Forsyningssikkerhed

For at sikre forsyningssikkerheden med råstoffer på både regionalt og nationalt niveau er det ofte nødvendigt at fastholde eksisterende udlæg. Samtidig vil en vis geografisk spredning af råstofområder betyde kortere transportafstand mellem indvinding og anvendelse og dermed en lavere klimapåvirkning.

Regionerne har mulighed for at frigive arealer, hvis det kan dokumenteres, at råstofressourcen ikke er væsentlig eller at frigivelsen er af underordnet betydning for forsyningssikkerheden. Inden for råstofgraveområder er det ofte svært at frigive større arealer til anden arealanvendelse, mens der inden for interesseområder godt kan være muligheder for en midlertidig arealanvendelse, hvis råstofferne først skal indgå i forsyningen mange år ud i fremtiden, og hvis arealanvendelsen ikke hindrer en senere udnyttelse af råstofressourcen.

Hvis regionerne modtager en anmodning om arealomlægning, der hindre adgang til råstofressourcen, foretager regionerne en faglig vurdering af både råstofressourcen og mulighederne for at tilpasse udpegningen, så flere arealhensyn kan sameksistere.  

Samtidig er det vigtigt at se råstofindvindingen i et længere tidsperspektiv. Råstofindvinding er ofte lig med en trinvis arealomlægning fra landbrugsland, over råstofindvinding til nye arealtyper. VMR’s opgørelser af efterbehandlingsvilkår for perioden 2020-2024 viser også, at der på 80 % af de landbrugsarealer, hvor der graves efter råstoffer, ofte bliver en mere ekstensiv arealanvendelse til gavn for både naturen og de rekreative muligheder i lokalområdet. Over tid bidrager regionernes råstofplanlægning derfor indirekte til målene i Grøn Trepart om mere natur i nærområderne.

Når efterbehandlingen af råstofgravene er gennemført og godkendt, kan lodsejer og kommune som udgangspunkt frit fastlægge en ny arealanvendelse, så længe den ikke strider mod eventuelle varige vilkår fastsat af regionen. For kommunerne er det således oplagt at indtænke de aktive råstofgrave i deres arealomlægningsplaner, både i forhold til Grøn Trepart og i kommunens udviklingsplaner.