Vandets veje

13/03-2023

I Danmark har vi en lang tradition for at regulere vandets veje. Formålet har været at gøre vores land mere beboeligt og at kunne dyrke jorden også i de områder, der ellers har været for våde. Vi har nemlig masser af vand, og ofte mere end vi ønsker os – noget, man med god grund misunder os mange steder i verden.

Vandet lader sig regulere i et vist omfang, men de overordnede naturgivne rammer lader sig kun vanskeligt ændre. På overfladen følger vandet landskabets hældninger, som det også selv har bidraget til at forme igennem årtusinder. Under overfladen strømmer grundvandet langsomt mod kysterne i lignende mønstre, styret af geologiske forhold.

Strategien har ofte været at lægge dræn, grave grøfter, udrette og uddybe vandløbene, så vandet kan komme væk i en fart. Andre steder er vandet stemmet op for at udnytte energien eller regulere afstrømningen, så oversvømmelser nedstrøms forhindres. Den strategi udfordres nu med de ændrede nedbørsmønstre, der følger af klimaforandringerne.

Både overfladevand og grundvand kræver sammenhængende forvaltning inden for de naturgivne rammer – påvirkninger øverst i et system kan føre til vandmangel eller oversvømmelser længere nede. Det samme gælder for vandkvaliteten – de stoffer, der påvises i grundvand og vandløb, er resultatet af summen af påvirkninger opstrøms. Systemerne spiller sammen, så vandindvinding kan føre til vandmangel i vandløb, og forurenet grundvand kan påvirke vandkvaliteten i overfladevand.

De danske love om vand – som vandforsyningsloven og vandløbsloven - er gamle love fra sidste eller forrige århundrede, som løbende er ændret og tilpasset nye krav og behov. Efter årtusindskiftet har vi fået vandrammedirektivet og flere andre EU-direktiver med krav om naturhensyn og sammenhængende forvaltning af vandet, og mange lovændringer og nye love er kommet til. Det har ført til det, Ellen Margrethe Basse kalder ”en uoverskuelig og ikke sammenhængende dansk lovgivning, hvor den holistiske tankegang, der præger EU’s vandlovgivning, mangler”.

I skrivende stund venter vi på vandområdeplanerne for tredje og sidste planperiode i vandrammedirektivet. Allerede inden vi har set planerne, ved vi godt, at de ikke kommer til at bringe os i mål med god tilstand i alle vandforekomster. Det skyldes blandt andet, at indsatsen over for jordforurening, der kan udgøre en risiko for overfladevand, halter bagefter. Først fra 2021 har regionerne fået penge til undersøgelser, og der er endnu ingen aftale om en eventuel indsats.

Regionernes indsats over for jordforurening, der udgør en risiko for overfladevand, skal hænge sammen med andre indsatser. Her er det ikke kun udledninger af spildevand og andre mulige forureningskilder, der skal tænkes på – også fysiske forhold og reguleringer skal håndteres for at opnå god økologisk kvalitet i vandløb, søer og kystvande. Arbejdet med at få alle indsatserne til at hænge sammen, ligger i Miljøministeriet, som har en stor opgave, når en senere opdatering af vandområdeplanerne skal bringe os det sidste stykke af vejen mod god tilstand i alle vandforekomster i 2027.

Og så har vi hverken nævnt klimatilpasning eller PFAS.