Hvor renser regionerne op?

16/03-2020

Når en bygherre vil bygge på en forurenet grund, så er det bygherrens ansvar, at det sker på forsvarlig vis, og at grunden ryddes helt eller delvist op. Vi møder tit den forventning, at det er regionerne, der skal rense op. Det er det også – hvis forureningen er herreløs og udgør en aktuel risiko for mennesker og miljø. Skal der nybygges på forurenede arealer, så er det bygherrens ansvar at etablere de nødvendige foranstaltninger. Samtidig møder både regionen og den private bygherre tit en forventning fra naboer og andre borgere om, at vi med oprensning mener en fuldstændig oprensning, og at grunden derefter ikke længere er kortlagt som forurenet.

 

Men fuldstændig oprensning er dyrt, og i mange tilfælde giver det ikke mening at bruge dine og mine skattekroner på at fjerne hele forureningen. Den sidste del af forureningen kan være dyr at fjerne, og nogle gange udgør denne sidste del simpelthen kun en ringe eller slet ingen risiko.

Myndighederne kan ikke bare stille krav om fuldstændig oprensning, når der skal bygges på en forurenet grund – det vil være lovstridigt. Det ville også kunne føre til, at et projekt må opgives af økonomiske grunde. Når kommuner og regioner behandler ansøgninger om byggeri på forurenede grunde, må de forholde sig nøgternt til risikoen for påvirkning af mennesker og miljø. Det er ofte muligt at efterlade en forurening på en måde, så den ikke udgør en risiko for omgivelserne, og med rimelige krav til den indsats, bygherren skal foretage, kan det blive muligt at udnytte forurenede arealer, som ellers kan ligge ubenyttede hen i årtier.

 

Nøglen hedder risikovurdering. I regionernes prioriterede indsats ligger der altid en risikovurdering til grund for en beslutning om videre indsats. Når en grund er kortlagt på V1 med mistanke om forurening, bliver den kun undersøgt af regionen, hvis en eventuel forurening kan påvirke mennesker eller miljø. Tilsvarende når grunden er undersøgt, og der er fundet forurening – her går regionen kun videre, hvis resultaterne peger på, at der kan være en risiko. Helt frem til beslutningen om afværge og valget af metode afvejer regionen, om forureningen skal fjernes, eller om en afskærende foranstaltning er billigere og tilstrækkelig. Det betyder, at det er en ganske lille del af alle de forurenede lokaliteter, der bliver renset til et niveau, hvor de helt kan frikendes. En stor mængde mistænkte eller forurenede grunde får lov til at ligge og passe sig selv, så længe der ikke er andre, der vil betale for undersøgelser og afværgeforanstaltninger.

 

Et godt eksempel er en af Danmarks største forureninger, som blev efterladt ved lukningen af Østre Gasværk i København. Københavns Kommune, som ejer grunden, brugte et trecifret millionbeløb på at fjerne hotspots på den stærkt forurenede grund og indkapsle den resterende forurening med en bentonitmembran. En total oprensning var ikke en praktisk mulighed. På toppen blev der anlagt boldbaner, og i dag løber børn og voksne hver dag rundt og spiller bold på de populære og velbeliggende boldbaner midt i byen. De færreste skænker forureningen en tanke.